Lysets væsen

Catalogue text for the monograph Essence of Light about Viera Collaro, 2017

Af Nanna Stjernholm Jepsen

”Vi ser med vores øjne og vi ser med vores sind. Vi ønsker at se sandheden om livet og al skønhed. At opfatte er det samme som at modtage og det er det samme som at reagere. Alle tre betyder perception”.[1]
Agnes Martin

Viera Collaro har siden slutningen af 70’erne med stadig større konsekvens gjort det symbiotiske forhold mellem lys og farve til omdrejningspunkt for sin kunst. Hendes værker udfolder sig som rumlige erfaringer af formelle kompositioner i lys og farve, altid med fokus på beskuerens krop og perceptuelle erfaring. Hendes praksis udfolder sig som en humanistisk minimalisme, der balancerer et konkret formsprog med greb, der øger beskuerens opmærksomhed på de arkitektoniske omgivelser såvel som på sine medmennesker. Og ikke mindst undersøger Viera Collaro lysets egenskaber og inderste natur. Fundamentet til disse kunstneriske undersøgelser, blev lagt i de tidligere 70’ere, mens hun studerede ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.

I samarbejde med vennen og kollegaen Niels Nedergård skabte hun det omfattende projekt 1000 farver, som et systematisk studie af den tyske teoretiker Alfred Hiecketiers farveteori fra 1952. Projektet udformerede sig dels som konkrete værker, men i særdeleshed som en lang række farveteoretiske undersøgelser. Lys var en integreret del af 1000 farver-projektet, der i høj grad også handlede om lysets egenskaber og ubrydelige forbindelse til farve. Arbejdet med 1000 farver førte til fem års tæt samarbejde mellem Viera Collaro og Niels Nedergård og kulminerede i en omfattende installation, der i dag findes på Statens Museum for Kunst, og som forsat danner kernen i Collaros praksis.

Viera Collaros arbejde, fra slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne, var især præget af maleri, skulptur og installationer i et ekspressivt formsprog. I denne periode var hun tilknyttet kunstnergruppen Ny Abstraktion (sammen med bl.a. Finn Mickelborg, Tonny Hørning, Torben Ebbesen, Klaus Hilligsøe, Niels Nedergård, Margrete Sørensen og Merete Barker), der blandt andet var optaget af at skabe et abstrakt-dynamisk billedrum i maleriet og af at anvende maleriet i installatoriske sammenhænge. I 90’erne ændrede Viera Collaros praksis karakter, og fra hovedsageligt at have været udstillingsorienteret, bevægede hun sig væk fra kunstinstitutionens udstillingsrum og ud i det offentlige rum, hvor hun fik stadig flere invitationer til stedsspecifikke værker. Op gennem 90’erne og videre i 00’erne og 10’erne præciserede Viera Collaro, i takt med sin voksende meditationspraksis, sin minimalistiske humanisme, hvor den buddhistiske filosofi kom til at spille en mere eksplicit rolle – særligt i de af hendes værker, som finder deres udfoldelsesmulighed i det offentlige rum. De stedsspecifikke værker er altid til stede på flere planer og går både i dialog med bygningens funktion og arkitektoniske ramme ved at tilføje et immaterielt nærvær af lys og farve. Det ser man f.eks. i værket Interdependence (2008), der er udformet som et gitter, der er det samlende greb i facaden på Odense Kommunes iværksætterhus Stjerneskibet. I dagslyset forholder det omfattende gittersystem sig til rummets skala og forløb, og bliver en tilføjelse til arkitekturen, mens det i mørket løsriver sig fra bygningskroppen og opløser dens tyngde og volumen gennem gitterets skiftende lys. Viera Collaro arbejder konsekvent med at indarbejde en dynamisk spænding mellem det fysiske og det metafysiske, det materielle og det spirituelle, i hendes værker.

Viera Collaro bruger lyset i sine værker til at skabe et immaterielt rum, der opstår mellem lyskilden og det rum det spredes i. Således eksisterer værket i mellemrummet mellem et fysisk materielt tilstedevær og en immateriel metafysik. Værkets lyskilde og dagslyset er nøje afstemt og komponeret og det er netop denne kombination af lysformer, der er så særegen for Viera Collaros værker. I værker som f.eks. Knowledge (Bikuben Kollegium, 2006) eller Breathtaking, (Københavns Universitet, 2007) anvender hun ligeledes reflekterende materialer, som poleret stål eller farvet glas, til at indfange og sprede lyset, så dagslys og kunstigt lys blandes og bliver ét. Hun arbejder med lyset som en både flygtig og uhåndgribelig tilstand og et konkret materiale, der kan etablere et fysisk rum. Hun beskriver selv lyset som stående i direkte forbindelse til selve hendes eksistens:

”For me, the meaning of light correlates to deepest part of my existence. Light not only is an outside force created through the electrical field and the sun, but is also part of the inner energy that travels through my body and then again connects me to a universal essence, awareness. Light is nourishing and light has to do with the spiritual realm, that which is part of my consciousness. Light is immaterial and it has an expansive quality that establishes space.”

Denne kvalitet ved lyset har indtaget en særlig plads i den senere del af Viera Collaros praksis, idet den immaterielle energi favner de mange betydningslag hun indarbejder i sine værker, spirituelle såvel som naturvidenskabelige.

Viera Collaro tilnærmer sig, gennem en fortløbende processuel undersøgelse, lysets væsen, der for hende fremkommer i en syntese af farvens og lysets æstetiske og åndelige side, funderet i erfaringer fra videnskabelig forskning og matematiske beskrivelser: ”Light is related to the infinite and the universal. It is part of the everyday. It is part of our existance. Goethe’s theory on light and color says that light is nature and is found in nature and is a part of nature”. For Viera Collaro er lys altså både en energi, forbundet til en immateriel metafysik, og samtidig til stede som elektromagnetisk stråling, eller som en strøm af kvante- eller fotonpartikler. Det naturvidenskabelige kommer direkte til udtryk i hendes værker ved det additive farvesystem, når overlap af to komplementærfarver, kan skabe en række primærfarver i lys eller som i naturen, når det hvide lys splittes i et spektrum, der rummer alle regnbuens farver.

Viera Collaro arbejder i et genstandsløst, formalistisk felt, når hun anvender den rene geometriske form i sine installationer: Cirkler, kvadrater eller trekanter bliver integreret i arkitekturen og opløses igen i skiftende farvespektre. De stringente formelle greb, det additive princip, samt gitteret som koncept, skaber associationer til amerikanske minimalister som f.eks. Donald Judd og Dan Flavin, men Viera Collaros reducerede enkelhed rækker langt ud over en ren formel intention. Jo mere værket fjernes fra et genkendeligt objekt, des mere intensiveres det kontemplative vakuum, hvor man absorberes i det Piet Mondrian kaldte ”the empty place where nothing is perceived but sensation”[2]. I disse værker er der en indre stilhed til stede, et meditativt tomrum, som eksisterer i en anden og mere elastisk tid. Reduktionen af værkets formelle fremtoning skaber et tomrum, hvorved ”they transcend time and place to become an un-languaged communication of pure feeling and belief in the spiritual within us.”[3] Således er der en ubestemthed i værket, som resulterer i, at værket midlertidigt efterlader en stille, indre begivenhed af lys og farve.

Det konkrete formsprog er et konsekvent greb i Viera Collaros praksis, men er i en række værker mere bogstaveligt til stede, enten i form af sproglige henvendelser som ”LOVE”, ”RESPECT”, ”COMPASSION”, eller gennem symboler som en blomst, en stjerne eller et hjerte. Disse umiddelbart afkodelige og betydningsladede figurer arbejder, i kraft af deres universelle karakter, på mange af de samme præmisser som de reducerede geometriske værker. Men hvor det geometriske værks betydningstømte form muliggør en indre stilhed hos beskueren, er der en anden mere udadvendt henvendelse til stede i de tekst- og symbolbaserede værker. Den direkte, betydningsladede ytring, som for eksempel er til stede i værket Knowledge (2008), rummer en intention om at skabe en bevidst opmærksomhed og omsorg for dem værkerne henvender sig til. Ordene, som er udført i neon og reflekterende metal, skaber en række brud i oplevelsen af arkitekturen. Respect og Tolerance strækker sig i store typer henover de bærende søjler i bygningen, hvor forbipasserende bliver spejlet i værkerne. Heri ligger en insisteren på at øge opmærksomheden på os selv, vores omgivelser og de mennesker vi befinder os med her og nu.

Den amerikanske buddhist og psykoterapeut Michael Stone beskriver den øgede opmærksomhed som opstår i forbindelse med Viera Collaros tekst- og symbolbaserede værker, som en dybere materialisme, der er ”en måde at tale om kærlighed på. En kærlighed, der inkluderer byplanlægning, teknologi, træer, floder og byer. En kærlighed, der begynder med forståelsen af, at når vi virkelig ser verden, så er relationer og gensidige betingelser det eneste, vi ser”. [4] Det er en intim opmærksomhed, der sanseligt forbinder os til en materiel verden, og som danner kernen i Viera Collaros praksis og hendes humanistiske minimalisme.

På samme måde som lys altid vil eksistere som både bølger og partikler, kan lyset i Viera Collaros værker heller ikke beskrives entydigt. Hendes værker er synteser af lys og farve, af farveteoretiske udfoldelser og en meget nærværende forestilling om sindets indre farvespektrum. Hendes værker handler snarere om en annullering af den dualistiske adskillelse mellem materialitet og ånd end om en åndelig erkendelsesproces, der tager sin begyndelse i værkets materie. Den amerikanske maler Agnes Martin (1912-2004), beskriver det således:

“Works of art have successfully represented our response to reality from the beginning. The artist tries to live in a way that will make greater awareness of the sublimity of reality possible. Reality, the truth about life and the mystery of beauty are all the same and they are the concern of everyone.”[5]

Viera Collaros omfavnelse af lysets væsen i al sin kompleksitet skaber værker, der med lysets immaterielle berøring af omgivelserne insisterer på et opmærksomt og nærværende blik på omverdenen og får os til at se både med vores øjne og med vores sind.

Anvendt litteratur:

Elsebeth Gynther (red.) Viera Collaro – Lys, kunst og arkitektur, Borgens Forlag, 2006

Erich Franz, In Quest of the Absolute, Peter Blum Edition, New York, 1996

Michael Stone, En dybere materialisme, Forlaget Virkelig, 2016

Agnes Martin, Det uforstyrrede sind, Forlaget Virkelig, 2016

Viera Collaro (red.) Viera Collaro 1999-2003, 2003.  

Viera Collaro (red.) Viera Collaro 1996-98, 1998.


[1] Agnes Martin, Det uforstyrrede sind, s. 59.

[2] Erich Franz, In Quest of the Absolute, s. 7

[3] Peter Blume i: Erich Franz, In Quest of the Absolute, s. 9

[4] Michael Stone, En dybere materialisme, Forlaget Virkelig, 2016                   

[5] Viera Collaro: Viera Collaro 1996-98, 1998