Fool’s Gold

Solo exhibition by Amalie Jakobsen
Gether Contemporary, 2019

Af Nanna Stjernholm

I et splitsekund ophæves tyngdekraften. En sværm af stenlignende skulpturer fejer metallisk changerende gennem udstillingsrummet og sender mig for et øjeblik i kredsløb sammen med stenbrokkerne.

Amalie Jakobsen skaber værker, der med elegant præcision definerer det rum de er placeret i, ved at skabe en nøje udtænkt koreografi for vores måde at bevæge os og forstå rummet på. Og i udstillingen Fool’s Gold – hendes anden soloudstilling hos Gether Contemporary – indtages, eller snarere ophæves, rummet på ny. Skulpturerne er abstraktioner over asteroider, fragmenterede himmellegemer, der kredser i deres faste bane om stjerner – her er det to dybsorte, stringent geometriske skulpturer der, som poler i rummet, suger stenene til sig. Amalie Jakobsen ekspanderer vores rumforståelse, fra den konkrete arkitektur vi til dagligt befinder os i og trækker det ydre rum ind i vores synsfelt og ind i vores verden – helt derind, hvor vi må tage stilling til den.

Universet har altid været genstand for menneskets vildeste drømme – fra pionerastronomer som Tycho Brahe over NASA’s Apollo-missioner og til en nær fremtids rumturister. Der arbejdes i disse år målrettet på at kunne etablere miner i nærtliggende asteroidebælter, for jordens resurser er begrænsede og kan langt fra mætte vores utrættelige ekspansionstrang. Den slags asteroid mining er således både udtryk for en opadstræbende teknologisk udvikling som flere håber kan redde os fra klimakrisen og samtidig udtryk for en ny fase af den jagt på bl.a. sjældne metaller, der har skabt omfattende forureningskriser i både Kina, Malaysia og Brasilien – og måske i fremtiden også i rummet?

Det uendelige himmelrum, hvor vi ikke bare kan komme ud, er blevet billedet på et ligeså uendeligt potentiale: Universet kan rumme alting, alt hvad vi vil have og alt, hvad vi kan forestille os – det er så at sige menneskets begær i anden potens.

Og den slags begærsgenstande er Amalie Jakobsens skulpturer også, på en gang tiltrækkende og fremmedgørende. Overfladerne er som en avanceret topografi, hvor man helt tæt på den noprede overflader kan forsvinde ind i forestillingen om aftegningen af et landskab. Som tektoniske plader er aluminiummet blevet bevæget, rykket på og kollideret med andre plader. Men skulpturerne er også smukke og tillokkende, som den pyrit – eller ‘narreguld’ – der er indlejret i udstillingstitlen og som glitre i deres overflader, der changerer fra kobber og guld til sølv og platinum. Nogle steder er metallet poleret og indfanger omgivelserne i spejlinger, andre steder fremstå overfalden hakket og ujævn – de er på én gang gådefuldt udenjordisk og umiddelbart genkendelige.

Gennem perforeringer i overfladen oplyses skulpturernes indre delvist og afslører dem som hule skaller, der forskyder tyngden og forestillingen om dem som løsrevne fragmenter af komprimerede stenarter og metaller. De er altså ikke asteroider i traditionel forstand, der ensomme svæver rundt i det ydre rum, langt fra menneskelig indflydelse. Tværtimod. De peger frem mod en nær fremtid, hvor asteroidebælterne allerede er udpeget som mål for minedrift og dermed bliver trukket helt ind i en jordisk kontekst.

Når et kosmisk fænomen som asteroider trækkes ud af det uendelige og ind i et jordisk-menneskeligt tidsperspektiv, vokser en bevidsthed om vores forbundethed frem. Vores skæbne er uløseligt forbundet med vores klode, hvis dybe tid, ikke kan måles i minutter, timer, dage og uger, men snarere i stjerners, galaksers eller asteroiders uendelige og uforståelige tid, hvor mennesket nærmest er en usynlig parentes.

Ser man nærmere efter vil man opdage, at hver skulptur er udstyret med en microchip på størrelse med en lillefingernegl. Det lille digitale instrument står i skarp kontrast til den fysisk bearbejde metalskulptur. Det er netop til produktionen af bl.a. microchips at rummets metaller er eftertragtede. Her vil hver enkelt chip vil for evigt spore det enkelte værk og vil, når skulpturerne efter udstillingen forlader gallerirummet, kunne bruges til at kortlægge asteroidebæltets nye bane ind i samleres hjem, på lager og som del af nye udstillinger.   

Amalie Jakobsens tyste asteroidesværm i Gether Contemporarys lyse gallerirum er langt fra et forsøg på at illustrerer en mennesket erobring af universets rigdomme. Skulpturerne er snarere et nedslag i et arbejde med fysisk og kropsligt at forstå den krise kloden aktuelt befinder sig i og et forsøg på at forstår hvad fremtiden kan bringe. For man kan spore en frustration over verdens tilstand i værkerne, som ikke kun stammer fra stenenes udhulede indre, men også fra den utrættelig hamren og banken, der har aflejret sig i skulpturenes overflader og som har givet dem form.